Herlufsholm.

Inde i skoven, langs med åen og under uglerne, ligger den 475 år gamle klosterskole - kostskolen Herlufsholm.

Eleverne går i uniformer, der er morgensang i kirken, mærkelige ord som pøkamp, blebal, hylen, heis og mange flere. Der er traditioner, der går langt tilbage i tiden, udstoppede rovdyr på museet og egen sygeplejerske.

Siden 2007 har jeg haft tre børn på skolen og rig lejlighed til at komme bag myterne og fordommene og har mødt en moderne og favnende skole i usædvanligt fotogene omgivelser.

Mine billeder har illustreret hele tre bøger om skolen - en af dem har min datter, Amanda Brogaard, skrevet med sin mor. Køb den her.

Disclaimer 2023

Jeg genoplever i dag disse billeder på baggrund af den historie, der er foldet ud i medierne efter en TV-2 udsendelse i 2021. Udsendelsen skildrer intet, jeg har hørt om eller har oplevet på mine mange besøg på skolen.

Jeg har diskuteret afsløringerne med mobbeforsker Helle Rabøl og er ikke i tvivl om de forhold, der dokumenteres og tager selvfølgelig afstand fra dem.

Mine oplevelser på skolen var som at færdes i et eventyr; at se børn blive unge og unge næsten voksne i et slør af uigennemskuelige ritualer.

Jeg håber og tror at skolen får rettet op på de utilstedelige forhold og at unge fra hele Danmark også fremover for mulighed for at opleve skolen i skoven.

— Steen Brogaard

Ord fra en fratrådt rektor.

 
 
Klaus Eusebius skrev en bog om sin tid på Herlufsholm - En Dans med Eliten. Køb den her.

Klaus Eusebius skrev en bog om sin tid på Herlufsholm - En Dans med Eliten. Køb den her.

 

For tre år siden sagde jeg farvel til det nok mest spændende, men også mest udfordrende rektor-job i Danmark. Ikke mindre end 23 år nåede jeg at sidde på ”tronen”.

Alting var ikke  lige lette og lige spændende - i et tidsinterval på så mange år, er der opture og nedture, der er tragedier og ulykker, skæbner - men der var så  sandelig også mange, mange fantastiske, utrolige perioder, hvor hver dag – selv de grå hverdage - føltes som ren og lykkelig  genfødsel: nu, nogle år efter at jeg fratrådte, får jeg stadig den varme følelse i mig, når jeg tænker tilbage på tiden med de mange børn og unge, med forældre og gamle elever, med et utal af kolleger. Jeg genkalder den store gave det er, at se en ung ”snoldet” dreng eller pige vokse sig moden og stærk, og det ikke blot fordi uniformen giver ham eller hende  støtte – det er indbegrebet af, hvad det sted kan! Den følelse får jeg, når jeg ser Steen Brogaards billedserie. Det vil være en overdrivelse og ren pral at sige, at jeg kan genkalde mig situationen for hver enkelt foto, men jeg kan sætte hvert enkelt billede ind i den kontekst, som det er taget i - om det så er sandt, eller blot noget, jeg bilder mig ind.

Det univers som udspiller sig på en skole som Herlufsholm udenfor de planlagte timer og det strukturerede liv, det er de glimt - de smukke og inspirerende glimt - billedserien her giver - men for mig nåede Brogaard aldrig ind til det som jeg oplevede som næsten det bedste og det som fortsat gav mig lyst og motivation for at kæmpe for skolen og dens disciple: samtalen med eleven på mit kontor, hvor rollerne og forventningerne eller frygten når at blive lagt til side, og hvor forståelsen gensidigt opstod. Uden dette tætte forhold til eleverne og min glæde ved at se dem forstå, vokse og udvikle sig, var jeg ikke blevet så mange år af mit liv på den skole, som ”mange elsker at hade”!

God fornøjelse med billederne – nyd de stærke udtryk, de finurlige episoder, de smukke og de ”grimme” unge, det gode grin: Livet.

Klaus Eusebius Jakobsen, Næstved 8. april 2020

Heis på Herlufsholm 1993-2016

Forrige
Forrige

De kongelige

Næste
Næste

Zirkus Nemo