I et Hav af Lyseblå Skjorter

Skoleuniformer, sovesale, traditioner og Harry Potter-romantik 

Herlufsholm Kostskole er en skole omgærdet af mange myter og mystik – men hvordan er det i virkeligheden at være kostelev på Herlufsholm, og hvilke tanker gør man sig som mor, når ens datter bekendtgør, at hun vil på kostskole?

Kostelev Amanda Holman Brogaard og hendes mor Susanne Holman beskriver ud fra deres udgangspunkt som ´almindelig familie´, hvordan de har oplevet kostskolelivet hver deres side af kostskolens mure. En subjektiv og vedkommende fortælling om, hvordan det er som teenager at have valgt at gå på kostskole, og hvordan det rører en mor at se sin datter forvandle sig fra pigen derhjemme til herlovianeren, man kun ser i weekenderne.

I bogen fortæller de begge meget personligt om livet som kostelev og om at være mor til en kostelev – og ikke mindst om tvivl på flere planer. Netop på grund af tvivlen opstår de mange refleksioner, der giver et jordnært og nuanceret billede af livet på kostskolen  – en indsigt i, hvad der foregår i hverdagen, og hvad det indebærer at blive en del af Herlufsholm Kostskole. Betragtninger familien selv ledte efter, da Herlufsholm Kostskole kom på tale. Det har ikke været let, men det har været lærerigt, overvældende, overraskende, spændende og rigtig meget mere.

Fotograf Steen Brogaards enestående smukke og unikke fotografier fra det lukkede miljø på skolen supplerer den gribende tekst. Steen, der er Amandas far, og som især er kendt for sine personlige fotografier af bl.a. Kongehusets medlemmer, har haft skolens tilladelse til at følge livet blandt eleverne i det daglige, på sovesalene, ved højtidlighederne og under de natlige fester.

Mor:

»Første skolebal på Herlufsholm var en katastrofe.
Amanda kom som den eneste pige i lang kjole! Den var oven i købet rød og købt i et indisk kollektiv i ´Euromonde´ i Sydindien.
Amanda græd.«

Amanda:

»Tiden er gået så hurtigt. Her står jeg som student i hvid kjole. Jeg er færdig på Herlufsholm. Men helt færdig tror jeg aldrig, jeg bliver. Som Herlovianer har man både elsket, hadet og affundet sig med stedet. Herlufsholm sidder i én. Det er i blodet. Nogle har sagt fra, mens andre har fulgt vejen frem til studenterfotoet, men Herlufsholm lever stadig i dem alle.«